Vandbehandling og -kemi

Grundvandet - råvandet -  i Nim indeholder bl.a. jern, mangan og aggressivt kuldioxid.

I Nim fjernes både jern og mangan ved klassisk, simpel vandbehandling med iltning, og filtrering gennem sandfiltre af quarts.

JERN (FE) forekommer naturligt, og ofte i rigelige mængder, i de geologiske lag, og er et grundstof, der sjældent optræder naturligt i skadelige koncentrationer.

Hvis jern ikke fjernes, kan det give metalsmag og uklarhed af vandet, samt aflejringer i ledningsnet og i installationer. Højt jernindhold i vandet giver også gener i form af gulfarvning ved tøjvask og afsætninger i kummer og vaske.

MANGAN (MN) forekommer ligeledes naturligt i undergrunden, og ofte sammen med jern, og giver stort set samme ulemper som jern. Mangan i vandet viser sig ved et sort, lidt olieagtigt, fedtet stof. Mangan-udfældningen kan skelnes fra en oliebelægning ved, at den spredes ved forsigtig berøring.

Aggressivt kuldioxid stammer primært fra nedsivende regn-og smeltevand som optager kuldioxid (kulsyre) fra vandets vej gennem atmosfæren, og fra poreluften i rodzonen, når vandet bevæger sig ned gennem jordlagene fra overfladen til undergrunden.

Den optagne kuldioxid kan, foruden kalk, opløse magnesiumcarbonat, der findes i mindre mængder i kalken. Kalkudvaskning i jordlagene tilfører derfor også grundvandet calcium og magnesium, hvis tilstedeværelse i drikkevandet har en dokumenteret positiv effekt i forhold til forebyggelsen af caries hos børn og unge (mange tandlæger kan faktisk se forskel på, hvor i landet deres klienter er opvokset).

Aggressivt kuldioxid (kulsyre) fjernes fra råvandet ved at tilsætte en base (kalk) indtil der opnås neutral pH - dette er et lovbestemt  kvalitetskrav til drikkevandet, idet vand med indhold af kulsyre er kendt for at være tærende på konstruktioner af beton (f.eks. rentvandstanke) og husstandsinstallationer udført med metalkomponenter, herunder også vandmålere. 

På grund af indholdet af aggresivt kuldioxid, som kræver tilsætning af kalk, er det ikke muligt for Nim Vandværk at blødgøre vandet og minimere udfældninger af kalk i husstandsinstallationer som blandingsbatterier og vaskemaskiner.

Det er derfor ekstra vigtigt, at disse vedligeholdes korrekt og under hensyntagen til bl.a. vandets hårdhed og den faktiske kalkudfældning på adressen.

Teknisk ordbog:

pH-værdi fortæller om tilstedeværelsen af hhv. H+ og OH--ioner, og fortæller dermed hvor sur eller basisk en væske er.

pH-værdi fortæller dog ikke hvilke syrer eller metaller ionerne er ioniseret fra.

Vandets hårdhed bestemmes ud fra det totale indhold af opløst calcium (Ca) og magnesium (Mg). Hårdhed måles i Danmark i såkaldte “tyske hårdhedsgrader” (°dH = Deutsche Härte), hvor 1dH svarer til 10 mg opløst calciumoxid pr. liter væske eller 7,19 mg opløst magnesiumoxid pr. liter væske.

Vandet i Nim forlader værket med en pH på ca.7 og en hårdhed på ca.10 dH.

Hårdhed [°dH]

0–4 Meget blødt

4–8 Blødt

8–12 Middelhårdt

12–18 Temmelig hårdt

18–24 Hårdt

24–30 Meget hårdt

>30 Særdeles hårdt

Flere kemiske studier argumenterer for, at kalkudfældningspotentialet, omtalt som CCPP (Calcium Carbonate Precipitation Potential), afhænger af flere parametre end blot tilstedeværelsen af ionerne Ca2+ og Mg2+, og generelt er et udtryk for, hvor meget kalk der potentielt kan udfældes i drikkevandet under bestemte forhold. Der er således ikke en direkte 1:1 sammenhæng mellem hårdhed og kalkudfældninger - der er tale om en kompleks balance der endnu ikke er fuldstændig kortlagt.

Nim Vandværk vil hverken til- eller fraråde, at den enkelte husstand opsætter aggregater til lokal fjernelse af kalk eller blødgøring af vandet.

Vi henstiller  generelt til, at der anvendes materialer der er godkendt til fødevarekontakt, at aggregater der indbygges i hustandsinstallationen monteres af en godkendt VVS-installatør, og at opstillede aggregater vedligeholdes og serviceres jænvligt.

Mislighold af indbyggede blødgøringsanlæg kan i bedste fald forårsager en lokal kemisk/bakteriologisk påvirkning af husstandens medlemmer, og i værste fald forårsager tilbageløb til forsyningsledningen med risiko for større spredning af uønsket påvirkning.